bange for tomheden

Jeg har ikke sovet for meget i nat, jeg har lagt og tænkt på om jeg nu ville ende der, hvor jeg var inden sidste forsøg.
På det tidspunkt havde jeg levet inde i en bobbel i 1½år, jeg havde intet overskud til noget som helst. Jeg følte ikke jeg kunne leve, da der ikke var krafter nok til det. Men kort efter jeg startede på homoner følte jeg tågen lettede. Og jeg kunne igen kigge ned i en barnevogn. JA hvis jeg skal være helt ærlig har jeg ikke kunne holde fingerne væk fra min lille nyfødte niece. Heldigvis passede det med at jeg havde været på homoner et stykke tid da hun blev født. Og jeg havde overskud til at glæde mig på min søsters vegne og være stolt og glad for at være moster igen.
Den sidste mdr har været skøn for jeg har for første gang i 2 år næsten ikke tænkt på projekt barn. Jeg har ikke grædt af andet end en god jule film i over en mdr. Det er godt nok personlig rekort.
Men jeg kan mærke at alle disse skjulte følelser er ved at dukke op igen. Ikke så meget sorgen eller bobbelen. Men bekymringerne om dette nu er forsøget hvor jeg bliver gravid, skal det nogen sinde lykkes for mig at stå med et lille barn i armene som er mit. Og om jeg nogen siden kommer til at mærke det lille barn sparke i min mave.

Når jeg har det sådan føler jeg mig også meget utaknemlig. Det er at komme igang jeg har ventet på i næsten 2½mdr og så kan jeg ikke en gang glæde mig over at være igang. Jo jeg er vildt glad men jeg er også bange for at gentage et gammel mønstre.
Jeg har også prøvet det meste før og ved at der er meget smerte forbundet med behandling, homoner, ægudtaning m.m.