Vrede

Om det er homonerne eller bare mig ved jeg ikke. Men jeg kan da huske at sidst jeg fik sprøjter var jeg også let at irretere. At jeg denne gang også har haft det under nedregleringen er noget nyt.
Nå men denne gang var det altså en kollega det gik ud over har ellers ikke haft problemer på arbejde før.
Jeg ved som sagt ikke om det var homonerne, men jeg håber det meget. For hold op hvor var jeg irreteret. Jeg følte jeg var klar til at smide hende ud af vinduet. Jeg blev enig med mig selv om at det bedste jeg kunne gøre var ikke at sige noget. Jeg snakker normalt som et vandfald, men sagde hele aften ikke mange ord til hende ud over når hun sprute om noget. Jeg føler heldigvis ikke på noget måde at det gik ud over beboerne. Men denne ernorme vrede skrammer mig lidt. Jeg var ved at sige at jeg blev nød til at tage hjem, men syntes heller ikke jeg kunne tillade mig dette. Især ikke når jeg snart skal til at have så meget fri pga behandlingen.
Jeg overvejede også at ringe til min veninde, men kunne ikke lige finde på en undskyldning til at gå så langt væk, at hun ikke kunne høre samtalen. Og i øvrigt var vi mit i at lave mad og havde i grunden travlt så det kunne ikke lade sig gøre.
Jeg nåde heldigvis at komme så meget ned på jorden, at jeg small talke lidt inde hun skulle hjem. Men det var en meget lang vagt.